Indoor cycling

Book din næste time her

Indoor cycling starter igen tirsdag 4/10 kl 19.

Der startes blødt op, så alle kan være med. Som nybegynder får du altid en grundig gennemgang af cyklens funktion og indstillinger, uanset om du kommer til sæsonstart eller senere.

Kontakt Jan på tlf 2440 8545 for at aftale prøvetime, eller hvis du har spørgsmål til indoor cycling.

Hvad er det?
Indoor cycling (også kendt som spinning, men det er reelt et varemærke, man ikke bare må anvende til markedsføring) er konditionstræning i reneste form, dvs. kredsløb, hjerte og lunger får et boost ved cykling.

Til gengæld giver det ikke så meget styrke, men i kombination med anden idræt er det et super suplement. Der er heller ikke så stor belastning på kroppen, så man kan også deltage, hvis man har en skade eller skavank. Som genoptræning er det ideelt.

Hvordan foregår det?
En indoor cycling time består af et antal “blokke”, hvor man cykler i takt til musik og gennemgår forskellige belastninger, temposkift og stillinger.
I mine timer forsøger jeg at komme så tæt på oplevelsen fra de tohjulede cykler som muligt. Hvis du har hørt om spinningtimer med sadlen afmonteret, “lås”, “frys”, armstrækninger, og andre mærkværdigheder, så sker det ikke i mine timer.
Jeg gør alt for at gøre en time så afvekslende som muligt ved at kombinere belastninger, tempo og musik (hhv. bakker, spurter og natur i “virkeligheden”). Derudover kan jeg godt finde på at komme med et par overraskelser undervejs.
I løbet af sæsonen justerer jeg belastningen, så det hverken bliver for hårdt eller let at deltage.
Fordelen ved indoor cycling er, at man kan deltage ved siden af hinanden, også selvom man er på forskelligt niveau. Det er den enkelte deltager selv, der bestemmer hvor hård belastningen skal være.

Hvilket udstyr skal jeg bruge?
Til at starte med kræves der bare noget sportstøj og alm. sko, hertil en vanddunk og evt et håndklæde.
Det er en fordel hvis bukserne er tætsiddende f.eks, løbetights, da vi rejser os op og sætter os ned hele tiden, så bukserne skal helst ikke hænge i sadlen. Deciderede cykelbukser er ikke nødvendige.
Skoene skal helst være så stive som muligt, så f.eks. Nike Free er ikke så gode. Et par indendørs håndboldsko eller løbesko er fine at starte med. Bliver man glad for indoor cycling er et par rigtige cykelsko første opgradering, da de stive såler i disse får al kraft overført til cyklen, og svangen i foden bliver ikke så belastet. Cykelsko fåes fra et par hundrede kroner og opefter.
Vanddunk er et krav, da man sveder meget til indoor cycling. Et lille håndklæde til at tørre sveden undervejs foretrækkes af nogle, men er ikke et krav.

Hvem er jeg?
Jeg har kørt indoorcycling siden 2009, hvor jeg fik et instruktørkursus ved DGI. Min idræt har tidligere været næsten udelukkende løb, men pga skader får jeg nu min motion ved cykling; hovedsageligt i skoven men også lidt på landevejen. Dette vil kunne genkendes i mine timer, hvor jeg både har de lange, seje belastninger med jævn, høj puls (som ved løb), men også masser af spurter, belastningsforskelle og temposkift (som ved cykling).

Webdesign: Unikco | Copyright: HIK 81